Nyt fra Økonomistyrelsen
Økonomistyrelsen - logo

Aktuelle nyheder

 

Løntabel i ansættelsesbreve og lønoversigt

Vi har modtaget henvendelser om forskel på decimaler mellem løntabellen i ansættelsesbrevene og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens Lønoversigt. Løntabellen i ansættelsesbreve er identisk med lønnen i Statens Lønløsning og er dermed den løn, som medarbejderen modtager, og som fremgår af medarbejderens lønseddel.
 
Dette sikres via den lønsynkronisering, som foretages imellem Statens Lønløsning og Statens HR lige før træk af ansættelsesbrevet. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen udgiver i forbindelse med ændringer i reguleringsprocenten en lønoversigt, hvori det årlige aktuelle niveau altid er afrundet til nærmeste hele tal. Der vil derfor kunne opleves en lille forskel mellem løntabellen i ansættelsesbrevene og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens Lønoversigt.
 
Der står eksempelvis i Medarbejder- og Kompetencestyrelsens Lønoversigt den 1. oktober 2021 for AC basistrin 8 inklusiv pct. reg. kr. 387.311,00, mens der i løntabellen trukket fra Statens Lønløsning står kr. 387.311,04.
 
Det er som nævnt beløbet i løntabellen i ansættelsesbrevene, der er identisk med den faktiske løn.
 
 

Kurser for brugere af Statens HR hos institutioner i drift

I første halvår af 2022 udbydes nedenstående kurser for brugere af Statens HR i institutioner, der er i drift.  
 
Kursus for effektadministratorer afholdes virtuelt via Skype den 20. januar kl. 8.30-12.00. - Målgruppen for kurset er medarbejdere, der er udpeget til at være effektadministratorer i Statens HR.   
 
Kursus for nye brugere af Statens HR (grundkursus) afholdes virtuelt via Skype henholdsvis den 2. marts og den 10. maj i tidsrummet kl. 8.30-16.00. - Målgruppen for kurset er nye brugere af Statens HR eller brugere, der har brug for en genopfriskning af, hvordan man håndterer personaleadministration i løsningen.  
 
Kursus for brugere af Statens HR (udvidet kursus) afholdes virtuelt via Skype henholdsvis den 3. marts og den 11. maj i tidsrummet kl. 8.30-16.00. - Målgruppen for kurset er brugere, der enten har været på kursus for nye brugere af Statens HR eller allerede har et godt kendskab til løsningen.    
 
Kursusbeskrivelserne er tilgængelige på Campus, hvor tilmelding også skal foretages. Søg i Campus kursuskatalog på fx ”Statens HR” og alle kurser kommer frem.  
 
Derudover vil der blive afholdt lokaladministratoruddannelse den 27. og 28. april kl. 8.30-16.00. Kursusbeskrivelse for lokaladministratoruddannelsen samt mulighed for tilmelding vil blive gjort tilgængelig på Campus snarest.  
 
 

Tema: Uddybning af opdatering af Statens HR i december 2021 – integrationer

Den 15. december 2021 blev Statens HR opdateret med en række forbedringer. I dette nyhedsbrev informeres om de gennemførte forbedringer vedrørende integrationer. En samlet oversigt over forbedringerne fremgår af uddybningen af opdatering af Statens HR (se link nederst).
 
PKAT er ikke længere et krav for oprettelse i Campus
I dag overføres medarbejdere fra Statens HR først til Campus, når en PKAT er importeret fra SLS, hvilket kan forsinke processen for eksempelvis preboardingaktiviteter og kursusafholdelse i Campus. Fremadrettet vil PKAT ikke længere være et krav før ansættelser overføres til Campus. Det betyder, at lige så snart en e-mail er registreret på en nyansættelse, vil data overføres til Campus.
 
Ny afgangsårsag
En ny afgangsårsag til brug for registreringer af afgange i SLS er implementeret. Den har navnet "Flyttet til udlandet" og har AKKO 20.
 
Fejlbesked til HR-medarbejderen i CPR modul
CPR modulet henter data fra CPR-registret ved nyansættelser, men kan i visse tilfælde fejle, hvis personen der ansættes har udenlandsk adresse. Fremover vil HR-medarbejderen modtage en fejlbesked i CPR-modulet, der gør opmærksom på dette, hvilket ikke har været tilfældet hidtil.
» Tilgå opdatering af Statens HR
 

Drift og support

 

Følg med i driftstatus

Driftstatus på Statens HR opdateres løbende med seneste nyt. 
» Se aktuel status
 
 

Få hjælp på hjemmesiden

På vores hjemmeside finder du alle systemvejledninger til Statens HR. Vejledningerne bliver løbende opdateret
» Se vejledninger
 
 

Stil spørgsmål og forslag i Serviceportalen

Udover at melde eventuelle fejl i Serviceportalen kan lokaladministratorer og superbrugere også stille spørgsmål og komme med forslag vedrørende Statens HR i Serviceportalen. Vær gerne så præcis som mulig og vedhæft eventuelt skærmdumps, der visuelt forklarer forslaget eller spørgsmålet. 
 
Husk at overstrege eller fjerne eventuelle personfølsomme data inden indsendelse. Dette gælder også, hvis der er uhensigtsmæssigheder i skabelonernes layout.
» Tilgå Serviceportalen