Siden der i efteråret 2021 har været informeret omkring 2. godkenderfunktionen og fremsendt mails efter lønkørslerne til de institutioner med flest ikke-godkendte indberetninger har vi oplevet et langt større fokus på ikke-godkendte indberetninger. Med undtagelse af de to lønkørsler i december, er der sket et fald i antallet af ikke-godkendte indberetninger i SLS og HR-Løn. Denne udvikling er meget positiv og vigtig i forhold til at sikre, at alle indberetninger godkendes forud for lønkørslen, når 2. godkenderfunktionen implementeres fuldt ud. Med 2. godkenderfunktionen standses lønnen for en medarbejder, hvis der er ikke-godkendte indberetninger.
Der har i den seneste måneds tid været udsendt adviseringsmails forud for lønkørslen til de institutioner, der havde ikke-godkendte indberetninger. Til den netop overståede lønkørsel er der udsendt 165 adviseringsmails dagen før kl. 12.00 og 120 adviseringsmails kl. 12.00 på dagen for lønkørslen.
Der arbejdes fortsat med at færdiggøre den tekniske løsning bag 2. godkenderfunktionen. Det er vurderingen på nuværende tidspunkt, at ikke alle kunder er tilstrækkeligt forberedte, og dermed ikke har de nødvendige lokale godkendelsesprocesser, der understøtter 2. godkenderfunktionen, på plads. Derfor vil vi følge udviklingen i antallet af ikke-godkendte indberetninger og adviseringsmails tæt i 1. kvartal 2022 og forventer implementering af 2. godkenderfunktionen i løbet af 2. kvartal 2022. Alle kunder opfordres til at etablere lokale processer, der sikre godkendelse af alle indberetninger forud for enhver lønkørsel.
|