Over de sidste måneder har Statens HR udarbejdet en brugerrejse på vejledning i Statens HR med det formål at afdække, hvordan brugerne vejledes gennem forskellige arbejdsprocesser, hvilke ’pain points’ man som bruger møder samt hvor vejledning fungerer, som den skal. Når brugerne i dag har behov for hjælp og vejledning i Statens HR, så sker det i form af kolleger, institutionens egne vejledninger, vejledningerne på oes.dk eller supporten. I udarbejdelsen af brugerrejsen har vi samarbejdet med fem brugere af Statens HR.
Brugerrejsen viser, at når der er behov for hjælp, så er det vigtigt at vejledning i Statens HR kan understøtte brugerne i at gøre det rigtigt første gang, så medarbejdere og kollegaer ikke oplever fejl og tilbageløb. Brugerne skal opleve at føle sig trygge i forhold til, at en proces er gennemført korrekt. Brugerne har især brug for vejledning til arbejdsprocesser, som de ikke udfører så ofte.
Resultatet af brugerrejsen viser, at vejledning så vidt muligt skal foregå i selve løsningen i form af guides, hjælpetekster, pop up advarsler mv, samtidigt med at sværere processer beskrives enten med video eller tekstvejledning.
Brugerrejsen viste dog også, at der er positiv respons på, hvordan brugerne guides på flere områder i selve løsningen. Brugerne er nemlig glade for muligheden for, at bruge hurtige handlinger i Statens HR til de mest hyppige ændringer. Det er en hjælp, at obligatoriske felter er markeret med en stjerne. Ligeledes er autofyldte felter en hjælp, og det minimerede antal felter i ansættelsesbilledet skaber bedre overblik og mindsker utryghed.
Statens HR arbejder videre med at undersøge, hvordan vejledning kan forbedres i Statens HR. |