Statens It-råd udgiver halvårligt en statusrapport, som vurderer statens store it-projekters tilstand og tildeler projekterne trafiklys. Statusrapporten er baseret på selvrapporterede data fra de 54 it-projekter, som statusrapporterer i 1. halvår 2023. It-rådet har tildelt 26 grønne, 11 gule og 13 røde trafiklys. Et rødt lys angiver, at projekterne har rapporteret væsentlige afvigelser fra deres senest godkendte tidsplan og/eller økonomi og/eller har et risikobillede, der kræver øget ledelsesmæssig opmærksomhed.
Antallet af grønne og røde trafiklys er steget, hvorimod antallet af gule trafiklys er faldet siden rapporteringen for 2. halvår 2022. It-rådets medlemmer vurderer, at andelen (pct.) af de røde og gule trafiklys fortsat er for høj.
Flere projekter kommer ikke i mål inden for tidsplanen og budgettet. It-rådet vurderer, at forsinkelserne og overskridelserne af budgetterne for it-projekterne især skyldes, at projekterne er planlagt med en for høj kompleksitet, for lang varighed og at der igangsættes for mange aktiviteter i den samlede it-portefølje i forhold til myndighedernes kapacitet og ressourcer.
It-rådet vurderer også, at det høje samlede antal af gule og røde trafiklys, giver anledning til skærpet ledelsesopmærksomhed hos projekterne fra myndighederne. Forsinkelserne og fordyrelserne skaber uforudsigelighed om udgifterne på it-området i staten, hvilket også kan have konsekvenser for andre prioriterede initiativer som fx teknisk vedligehold og videreudvikling af it-systemer.
It-rådet finder det positivt, at projekter, der er igangsat siden 1. halvår 2022, er bedre afgrænset med kortere varighed og lavere projektudgifter end gennemsnittet.
|