Nyt fra Økonomistyrelsen
Økonomistyrelsen - logo
6/10-2025

It-styring i staten

Nyhedsbrev for it-styring
 

Nye grænser for risikovurdering og review

Forelæggelsesgrænserne for it-projekter og it-systemporteføljer ændres, så det nu er projekter over 50 mio. kr. der skal risikovurderes af Statens It-råd, mens myndigheder med over 70 mio. kr. i årlige it-omkostninger skal til review.
 
Formålet med de nye forelæggelsesgrænser er at målrette It-rådets rådgivning mod de it-projekter og myndigheder, som driver de største it-omkostninger i staten. Samtidig vil de ændrede forelæggelsesgrænser bidrage til at frisætte styringsmetoderne for mindre projekter hos myndighederne.
 
I kan læse mere om regelændringerne på Økonomistyrelsens hjemmeside (oes.dk). Reglerne vedrørende Statens It-råd findes i Cirkulære om ændring af Budgetvejledning 2021 og i cirkulære om Statens It-råd, som er dem, der nu er ændret. Se derfor i ændringscirkulæret for gældende regler. Læs mere om ændringerne på oes.dk.
» Find nyheden her
 

Møde i Netværk for it-porteføljestyring

I september blev det tredje møde i Netværk for it-porteføljestyring afholdt hos Økonomistyrelsen. Netværket består af repræsentanter fra en bred vifte af statslige myndigheder, der til daglig arbejder med porteføljestyring. Formålet med netværket er at skabe et forum, hvor deltagerne kan udveksle praktiske erfaringer med porteføljestyring.
 
Temaet for netværksmødet var ledelsesinformation. Mødet bød på oplæg fra Arbejdstilsynet og Energistyrelsen. Oplægsholderne fortalte blandt andet om, hvordan en formaliseret proces for it-porteføljestyring, der eksempelvis involverer it-fora, kan gøre styringen mere effektiv og overskuelig.
 
Efterfølgende delte deltagerne deres egne erfaringerne med ledelsesinformation. Deltagerne kom blandt andet ind på, hvordan ledelsesfora til prioritering af it-aktiviteter kan bruges i forbindelse med porteføljestyring. Samtalen handlede desuden om betydningen af medarbejderomsætning og ledelsens kommunikation til medarbejderne.
 
 

Statusrapporten for 2. halvår 2024 er udgivet

Statens It-råd offentliggjorde for nyligt statusrapporten for 2. halvår 2024. I rapporten gør It-rådet status på statens store it-projekter og på systemtilstanden af den statslige it-portefølje.
 
I statusrapporten kan du blandt andet læse om omkostningerne til den statslige it-udviklingsportefølje og om tildelingen af trafiklys til de projekter, som statusrapporteringen omfatter. Du kan finde statusrapporten herunder.
 
» Læs statusrapporten her
 

Kontaktoplysninger

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, er du altid velkommen til at kontakte kontor for it-styring på it-styring@oes.dk.
 
Såfremt du har spørgsmål eller vil i kontakt med Statens It-råd, er du velkommen til at kontakte It-rådet på kontakt@itraadet.dk.