Nyt fra Økonomistyrelsen
Økonomistyrelsen - logo

Aktuelle nyheder

 

Ressort

Spørgsmål til ressort håndteres via Økonomistyrelsens ressortteam. 
» Kontakt til ressortteam
 
 

Opdatering af Statens HR i juni

I dette nyhedsbrev gennemgår vi de relevante ændringer, der er med i den opdatering, som kommer til Statens HR den 17. juni.
 
Se i øvrigt release notes, når de publiceres, for flere detaljer og skærmbilleder af ændringerne.
 
Der afholdes gå-hjem-møde om opdateringen den 19. juni. Som vanligt er invitationen til gå-hjem-mødet sendt til jeres driftsansvarlige.  
 
Statens HR får nyt design (nyt tema)
I denne release har Statens HR fået et nyt tema. Det betyder, at Statens HR har fået et ansigtsløft i forhold til det gamle tema, som vi nu har valgt at pensionere og sige tak for den aftjente tid. Fremover vil I som brugere se, at Statens HR har fået et nyt grønt design. Det har vi valgt at gøre for at følge Økonomistyrelsens retningslinjer om ensartet design af de systemer, som indgår i Økonomistyrelsens portefølje af fælles digitale løsninger.  
 
I vil opleve, at alle ikoner nu er store og har samme farve og størrelse. Al funktionalitet, arbejdsgange og øvrige elementer i Statens HR er uændrede. Det eneste, der er ændret, er farverne.  
 
Ændringer til ansættelsesforhold
Der er tilføjet et nyt felt, hvor det kan registreres, om en medarbejder er selvtilrettelægger.
 
Feltet har som standard værdien “Nej” og skal derfor ændres til “Ja”, hvis medarbejderen er selvtilrettelægger.
 
Når feltet er registreret med “Ja”, indsættes teksten om selvtilrettelæggelse automatisk under punkt 5 i ansættelsesbrevet. Det betyder, at oplysningen ikke længere skal angives manuelt i en prompt umiddelbart før generering af ansættelsesbrevet. Prompten er derfor også fjernet.
 
Ved at registrere oplysningen direkte på ansættelsesforholdet er informationen altid tilgængelig på den enkelte medarbejder. Feltet er desuden tilføjet i rapporten Medarbejderoversigt (fuldt udtræk).  
 
Ændringer til Personlige detaljer
Nyt felt i ‘Uddannelse og demografisk info’.
 
Der er kommet et nyt fritekstfelt under Uddannelse og demografisk info: ‘Højeste uddannelse – uddybet’. Feltet er oprettet for at holde felter om uddannelse samlet på personen og lette rapportering. På nuværende tidspunkt kommer feltet dog ikke med i godkendelsesnotifikationen og kan derfor ikke godkendes af en HR2. Derfor er det fortsat muligt at benytte fritekstfeltet for uddannelse under Kompensation. Vi arbejder på at få feltet med i godkendelsesnotifikationen i en kommende release.
 
Afdelinger
Der er oprettet et nyt felt under Afdelinger, der hedder ”EAN-nummer”. Det er nu muligt at registrere et lokalt EAN-nummer for den enkelte afdeling, som er forskelligt fra institutionens overordnede EAN-nummer.
 
Feltet kan anvendes til rapportering i Statens HR og overføres desuden via integrationen til Campus. Som udgangspunkt overføres det EAN-nummer, der er registreret på institutionsniveau, til medarbejderens profil i Campus. Hvis der i stedet er registreret et lokalt EAN-nummer for den afdeling, hvor medarbejderen er placeret, vil dette EAN-nummer blive overført. Det giver mulighed for at styre faktureringen af kurser i Campus på flere forskellige EAN-numre frem for udelukkende på det EAN-nummer, der er registreret på institutionsniveau.  
 
Rapporter
De to nye felter Selvtilrettelægger og Højeste uddannelse (uddybet) er blevet tilføjet til rapporten Medarbejderoversigt (fuldt udtræk).
 
Det nye felt EAN-nummer på afdelinger er blevet tilføjet rapporten Afdelingsoversigt.
 
Der er oprettet et ikon, der hedder Lederrapporter, under Mit team. Det betyder, at alle ledere i Statens HR under fanen Mit team/Lederrapporter kan tilgå et udvalg af eksisterende rapporter, som ellers er tilgængelige under fanen Rapporter.
 
I de enkelte rapporter vises der kun data for de medarbejdere, som ligger under lederens ansvarsområde.
 
Husk du kan få det fulde overblik over alle rapporter i Statens HR på nedenstående link: Oversigt over rapporter i Statens HR
 
Det nye designtema i Statens HR kan påvirke opsætningen af rapporter, så en del af teksten på de forskellige dashboards står på engelsk i stedet for dansk. Det afhænger af den enkeltes opsætning, så det er ikke alle, der vil opleve påvirkningen.
 
Hvis man oplever, at flere tekster bliver engelske, skal man foretage en rettelse i sin opsætning. I release notes ligger der en vejledning til, hvordan man foretager denne rettelse.
 
Vejled mig på på Redwood-sider – Afdelinger, Dokumenter, Stillinger og Lokationer
Som noget nyt er der kommet link til 'Vejled mig' på Redwood-siderne:
  • Afdelinger
  • Dokumenter
  • Stillinger
  • Lokationer
'Vejled mig' vil være synlige, når man i billederne opretter en ny afdeling, stilling, lokation eller et nyt dokument, og når man redigerer en afdeling, stilling eller lokation. Funktionaliteten er den samme, som man kender fra knappen Vejled mig i fx ansættelsesbilledet. Den ser dog anderledes ud, da knappen vil være placeret i den øverste bjælke på skærmbilledet, men den vil fortsat lede ind til den rette vejledning.
» Oversigt over rapporter i Statens HR
» Release notes for Statens HR
 
 

Ny fælles indgang til brugervejledninger på oes.dk

Økonomistyrelsen og Statens Administration har lavet en ny fælles side på oes.dk, så alle brugervejledninger til De Fælles Digitale Løsninger er samlet ét sted. Det gør det nemmere at finde hjælp og få overblik.
 
Læs mere om den nye fælles indgang til brugervejledninger på oes.dk.
 
Du kan besøge den nye side på oes.dk her.
» Nyhed om fælles indgang til brugervejledninger
» Link til vejledningsside
 
 

SBI 2.0: Ny platform på vej — det betyder noget for HR-data

Økonomistyrelsen er ved at udvikle Statens BI 2.0 (SBI 2.0), som på sigt erstatter den nuværende LDV-løsning. Platformen samler data fra de fællesadministrative systemer, herunder Statens HR, og giver statslige og selvejende institutioner bedre muligheder for personaleopfølgning og HR-analyse.
 
Hvad betyder det for Statens HR og jeres HR-data?
Statens HR er en af de centrale datakilder, som SBI 2.0 vil trække på. Det betyder, at data om medarbejdere, stillinger, lønninger og kompetencer fra Statens HR vil udgøre en central del af den nye platforms personaledomæne.
 
Konkret arbejdes der i SBI 2.0 på:
  • Standard ledelsesrapporter inden for personale og HR, fx årsværksopfølgning og personalesammensætning
  • Forbedret datakvalitet i personaledata — bl.a. ved tættere sammenhæng mellem Statens HR og de øvrige fællesadministrative systemer –       
  • Mulighed for at koble HR-data med økonomidata, så ressourceprioritering kan ses i sammenhæng
  • En selvbetjeningsplatform, der giver HR-analytikere mulighed for at bygge egne rapporter på baggrund af standarddatasæt, samt integrere med egne datakilder
  • Moderne teknologi med indbygget AI-assistance   I en overgangsperiode vil det fortsat være muligt at arbejde i LDV. Overgangen sker gradvist. 
Er I nysgerrige på, hvad SBI 2.0 konkret vil betyde for jeres arbejde med HR-data og personaleopfølgning, er I velkomne til at kontakte os.
 
Læs mere og følg projektet gennem nyhedsbrevet SBI 2.0, oes.dk eller skriv til sbi@oes.dk.
» Link til nyhedsbreve
 
 

Kurser for brugere af Statens HR

Der udbydes løbende både fysiske og online kurser for brugere af Statens HR. Kurserne er tilpasset brugernes forskellige roller og niveauer.  
 
Kurserne i Statens HR sætter dig i stand til at administrere korrekt og udnytte systemernes muligheder fuldt ud. Kurserne er generelle og tager ikke udgangspunkt i institutionsspecifikke problemstillinger.  
 
Skræddersyet kursus i Statens HR
Ønsker jeres institution specifik oplæring i Statens HR, tilbyder vi skræddersyede kurser til din institutions behov. Kurserne vil tage udgangspunkt i konkrete problemstillinger, som jeres institution ønsker viden om.  
 
Følgende kurser er planlagt i 2026
 
Statens HR for nye brugere
  • 29.-30. september 2026 
 Lokaladministrator i Statens HR
  • 1. oktober 2026
Effektadministrator i Statens HR
  • 16. juni 2026
Læs mere om vores forskellige kurser og tilmeld dig via nedenstående knap. 
» Se kurser
 

Drift og support

 

Følg med i driftsstatus

Driftsstatus på Statens HR opdateres løbende med seneste nyt. 
» Se aktuel status
 
 

Få hjælp på hjemmesiden

På vores hjemmeside finder du alle systemvejledninger til Statens HR. Vejledningerne bliver løbende opdateret
» Se vejledninger
 
 

Stil spørgsmål og forslag i Serviceportalen

Udover at melde eventuelle fejl i Serviceportalen kan lokaladministratorer og superbrugere også stille spørgsmål og komme med forslag vedrørende Statens HR i Serviceportalen. Vær gerne så præcis som mulig og vedhæft eventuelt skærmdumps, der visuelt forklarer forslaget eller spørgsmålet. 
 
Husk at overstrege eller fjerne eventuelle personfølsomme data inden indsendelse. Dette gælder også, hvis der er uhensigtsmæssigheder i skabelonernes layout.
» Tilgå Serviceportalen